Hvad er refleksiv skrivning?

Notesbøger og grøn plante, refleksiv skrivning

En enkel måde at lytte til dig selv

Hvad er refleksiv skrivning egentlig? Refleksiv skrivning er en enkel måde at stoppe op og lytte lidt bedre til dig selv, mens du skriver frit om dine tanker og følelse. 

Du behøver ikke være god til at skrive. Du skal heller ikke formulere dig pænt eller finde de rigtige ord. Du skriver ikke for at skabe en tekst, som andre skal læse. Du skriver for at opdage, hvad der foregår i dig.

Når tankerne bliver ved med at køre rundt i hovedet, kan det hjælpe at få dem ned på papir. Det skaber ofte lidt afstand og gør det lettere at få øje på, hvad der faktisk fylder.

Måske opdager du, at du er mere træt, end du har villet indrømme. At du har sagt ja til noget, du egentlig ikke havde lyst til. Eller at du har brug for noget andet, end du først troede. 

Refleksiv skrivning behøver ikke handle om at finde en løsning.

Nogle gange handler det bare om at sætte ord på det som fylder i hovedet lige nu. 

Det fylder hos mig, at … fordi … og det gør mig …

Det gjorde mig ked af det, at … fordi …

Jeg har brug for at … så jeg kan … fordi …

Bare det at skrive det ned kan give lidt mere ro og klarhed. Det hjælper dig med at sortere i tankerne, og måske opdage hvad der er vigtigt – eller hvad der faktisk ikke er så vigtigt, som du troede. 

Du må gerne skrive rodet

Mange holder sig tilbage fra at skrive, fordi de tror, at teksten skal være sammenhængende eller give mening. At de skal skrive på en bestemt måde.

Men du må gerne gentage dig selv, skifte mening og skrive noget, der ikke lyder særlig klogt. Der er alligevel ikke andre end dig selv, som skal læse din tekst. Ja, du behøver egentlig ikke engang selv læse den igen, efter du har skrevet.

Du kan begynde helt enkelt:

Lige nu tænker jeg …

I dag føler jeg …

Det, jeg har brug for, er …

Sæt en timer på 10 eller 15 minutter, og skriv uden at rette undervejs. Det vigtigste er ikke, hvad du får skrevet. Det vigtigste er, at du giver dig selv et øjeblik, hvor din egen stemme får lov at fylde.

Efterhånden som du har skrevet flere gange, vil du måske opdage mønstre som gentager sig, og du vil måske føle dig klar til at ændre på nogle ting, som har fyldt hos dig for længe.

Du kan også læse mere om min tilgang til refleksiv skrivning, og hvordan jeg bruger den som en pause med mening. 

En notesbog og hyggelig stemning

En pause med mening

Refleksiv skrivning kan være en lille pause i hverdagen. En pause, hvor du ikke skal præstere, tage hensyn eller finde et hurtigt svar. Du skal bare stoppe op og mærke efter, hvordan du egentlig har det – og hvad du har brug for.

Der behøver ikke ’være noget galt’ for at skrive, men for mig er refleksiv skrivning en redningskrans, når tankerne tager over og jeg har brug for at sortere i dem.

Nogle gange fører skrivningen til en ny indsigt eller et lille næste skridt. Andre gange giver den bare lidt mere plads i hovedet.

Begge dele er værdifuldt.

Begynd med en skrivepause i dag

Hvis du også har brug for flere pauser med mening, er refleksiv skrivning et simpelt og effektivt sted at begynde. 

Du behøver ikke vide præcis, hvad du vil skrive om.

I mini-guiden får du 10 selvkærlige skrivepauser, som hjælper dig med at stoppe op, lytte lidt bedre til dig selv og sætte ord på det, der fylder.

Vælg den pause, der kalder mest på dig, og begynd med 10 rolige minutter.

Mini-guide med 10 skriveprompts til refleksiv skrivning
Scroll to Top